|
|
1. Indledning p. 2
2. Ex's indhold p. 3
3. Princip og fundament ('23) p. 4
4. Fxrste uge ('45-90) p. 5
4.1 Syndens historie
4.1.1 Englesynden ('50)
4.1.2 Adam og Evas synd ('51)
Ekskurs om Labor-gloria-strukturen
4.1.3 Den enkelte synd og korset ('52f)
4.2 Den aktuelle synd
4.3 Syndens eskatologi (parfnese)
5. Anden uge ('91-189) p.11
Ekskurs om krigen
5.1. Kongens kald.
5.2 Jesu liv
5.2.1 Sendelsen
5.2.2 Gloria
5.2.3 Labor
5.3 De to faner
Ekskurs om kirken ('352-370)
6. Tredje uge ('190-217) p. 23
6.1 Pesken
7. Fjerde uge ('218-229) p. 27
8. Konklusion p. 29
9. Biografi p. 32
10: Litteratur
1. Indledning
Ignatius af Loyolas (IL) Exercitia Spiritualia (Ex) eller som dens fulde titel er:"Exercitia Spiritualia, ut [homo] vincat se ipsum et ordinet vitam suam, quin se determinet... ob ullam affectionem, quf inordinata sit" er ikke en lfsebog, som skal lfses igennem fra start til slut, men en bog, der bxr leves igennem under en vejleders kyndige ledelse. Den danske jesuit Peter T. Hansen siger:"Hvis man bare lfser om disse ting, er det txrt hjernespind, men ner man med alle sine sanser ger ind i denne intense sentivitetsxvelse, fer man en krystalklar oplevelse. Man opner en sjflelig klarhed..."
Bogens primfre sigte er at vejlede til vfkst i kfrlighed overfor Gud og nfsten og hovedformelet er at fxre folk frem til det store afgxrende valg: For eller imod Jesus. Teksten er nxdtxrftig og kort og ebner sig derfor kun vanskeligt, hvis man ikke subjektivt gennemlever den, men sxger at forste den objektivt. Overfor mig har jesuitten L.O. Dorn pepeget, at et sedan forsxg kan sammenlignes med at analysere noderne til en Beethoven-symfoni uden nogensinde at have hxrt den spillet under ledelse af en erfaren dirigent. Dette synes dog ikke at vfre grund nok til at holde sig fra en sedan opgave. Se f.eks. hvor mange teologer, som ikke har levet Bibelen ud i livet, men alligevel skrives den ene afhandling efter den anden om den. Jeg vil derfor ogse begive mig ind pe fremmed territorium og forsxge at ne til bunds i hvilken kristologi, der ligger i teksten. Hvad det er for en kristologi, der gennem Ex har prfget nykatolicismen og som stadig xver indflydelse? Hvad bruger IL denne kristologi til? Min tese er sammen med H. Rahner, at Ex er gennemsyret af Jesus og at enhver ting peger hen pe ham og at IL bruger Jesu eksempel til at pege ud i en aktiv tro.
Lidt om opgaven: Fxrst gives en knap oversigt over Ex, som skal hjflpe til bedre at kunne orientere sig i opgavens henvisninger. Derefter udredes de forskellige dele - uger - i overensstemmelse med Ex, dog med fe afvigelser. Efter konklusionen er en kort prfsentation af de i opgaven nfvnte personer og steder placeret (kursiveret fxrste gang de nfvnes).
For overskuelighedens skyld har man inddelt Ex i sme nummererede afsnit, som er ens i alle oversfttelser. Da dette er tilffldet og da de talrige latinske udgaver, som ikke har inddellingen, er meget forskellige mht. sideinddelingen tillader jeg mig at bruge disse sekundfre inddelinger (markeres med '). Brugte jeg alene sidehenvisninger ville ingen alligevel fe noget ud af dem. Dog har jeg ved citater tillige angivet sidetallene (efter p) i den version, jeg bruger.
2. Ex's indhold
1-22 Annotationer
23 Princip og fundament
24-44 Samvittigheden.
45-90 1. uge
45-49 Indledning
50-54 Syndens historie
55-64 Egen synd
65-72 Helvedet
73-90 Tilfxjelser
91-189 2. uge
91-100 Kongens kald
101-134 Jesu barndom
135 De to stfnder
136-148 Fanerne
149-158 Tre mennesketyper
159-164 Jesu liv til palmesxndag
165-168 Tre slags ydmyghed
169-189 Valget
190-217 3. uge
190-209 Skfrtorsdag til langfredag
210-217 Regler for spisning
218-229 4. uge: Opstandelsen
230-237 Betragtning til opneelse af kfrlighed
238-260 Bxn
261-312 Begivenhederne i Jesu liv
313-336 Sondring mellem enderne
337-344 Almisse
345-351 Om skrupler
352-370 Kirken
3. Princip og Fundament ('23)
Efter nogle praktiske kommentarer ster '23 som en overskrift over de kommende xvelser og danner derfor fundamentet for og den egentlige indgangen til Ex - her er kimen, som bliver udfoldet senere. Der er nogle tolkningsmfssige problemer, som ligger i hvilken plads kristologien har i afsnittet: Hvor ster Kristus i menneskets forhold til Gud?
Dette afsnit handler om mennesket i sin skabthed overfor sin Herre. At mennesket er skabt me nxdvendigvis fxre lovsang og frefrygt med sig. Mennesket er blevet skabt med dette for xje for derigennem at frelse sin sjfl: "et per hfc .. salvet anima suam". Alt skabt er til for mennesket som en hjflp til opneelsen af dette mel. Man skal forholde sig indifferent overfor tingene og kun bruge dem, hvis de fremmer opneelsen af livsmelet.
Jesu navn nfvnes ikke i afsnittet, men der er tale om en implicit kristologi. Jesus dukker op gennem vort spxrgsmel efter hvorledes man opfylder det, hvortil man er skabt. Er mennesket selv i stand dertil, som J.L. Segundo vil mene? Han mener at Ex indeholder en test-kristologi, hvor Kristi eksempel er det mennesket skal leve efter for at beste livets prxve. "Every individual human being is tested, and nothing can be done to allevitate this burden or rid another of it".
For mig at se kommer Segundo utroligt tft pe (semi- el.) pelagianisme i hans tolkning uden spor af Jesus. IL markerer i andre af sine skrifter, sammen med samtidige fortolkere af Ex - deriblandt Nadal, som var en af de mest fremragende fortolkere - en ortodoks forsteelse af forsoningen. H. Rahner argumenter kraftigt for en implicit kristologi her, hvor det afgxrende er, at mennesket ikke selv kan opfylde kravene. Dog kan vi det gennem Kristi soningsvfrk "weil das menschgewordenen Wort allein der volkommene Mensch ist, in dem und durch den wir allein dem Schvpfer und Herrn Ehrfurcht, Lob und Dienst erweisen kvnnen". Uden Jesus har mennesket altse ikke mulighed for at gxre det, som mennesket er skabt med henblik pe: At lovprise, tjene og vise frefrygt overfor Gud. Ved Kristus kan skabelsesloven altse opfyldes.
Fundamentet kan ikke - som Segundo har tendens til - lfses uden et xje til resten af Ex. En videre lfsning kaster nyt lys over fundamentets afslutning:"unice desiderando et eligendo ea, quf magis nobis conducant ad finem, ob quem creati sumus". Selv om der ikke er en real deling mellem dette og det forudgeende vil en videre lfsning lave en saglig, for her er kimen til den tvedeling af kristenheden, som beskrives senere (5.1). Det kan tolkes hen imod det, '135 kalder den evangeliske fuldkommenhed.
Hvad fremmer opneelsen af melet? Svaret gives i indledningen til 2. uge ('91-100), som er en (videre)udvikling af Fundamentet. '97 - en indholdsmfssig parallel-tekst til Fundamentets afslutning - svarer: Den hxjeste grad af efterfxlgelse af Jesus. Vel kan man blive frelst ved gennem Kristus at overholde skabelsesbudene, men det, der bedst fxrer mod melet, er den rene tjeneste for Gud. Dette vil blive videre behandlet (5.1) men dette blot for at gxre opmfrksom pe at kimen til tankegangen allerede er finde i det, Segundo ellers kalder et kristologisk vakuum.
Segundo mener, at dette vakuum opfyldes af relationen mellem Skaber og skabning. Han mener, at ILs teologi er mere er centreret om Gud end om Jesus. At dette ikke kan vfre mere forkert er hele Ex et langt bevis pe - Jesus er i centrum. Den skarpe skelnen mellem Jesus og "Skaberen og Herren" er slet ikke ignatiansk. For IL er der ingen forskel mellem de to - det er en og samme person! Med en dristighed, der if H. Rahner overger den fromme Jesus-4devotio' hos Ludolf af Sachsen eller hos Cisneros kalder han Jesus for Skaber og Herre. "Wo immer also Ignatius in seinen Briefen, in seinem Tagebuch und in den Excerzitien von Gott als unserem "Schvpfer und Herrn" spricht, denkt er an Jesus Christus".
4. Fxrste uge ('45-90)
Overskrift her kunne vfre "selverkendelse og omvendelse". Funktionen er den eksistensielle erkendelse af Guds kfrlighed, synden og helvedets mulighed. Der skal frembringes en vfmmelse mod synden og en fngstelse for dens fxlger. Alt dette opnes kun i lyset af Gud, der dxde pe korset. Det er holdningen overfor det, som bestemmer ens videre skfbne. Frelse eller synd er enten ja eller nej til inkarnationen og korsdxdens forargelse fra englene, menneskene og en selv.
IL behandler synden pe en trefoldig mede: Syndens historie, den aktuelle synd og syndens eskatologi. Centrum dannes af den korsffstede ('53) og alt i ugen drejer sig pe en eller anden mede derom.
Det skal dog her gxres klart, at dette stykke for det meste indeholder implicitte kristologiske billeder, som fxrst vil komme frem efter analyser. Derfor er det svfrt at fremkomme med mange citater fra Ex, der vil kunne dokumentere ens pestand. Jeg kunne da have valgt enten at udelade ugen eller ogse at gxre et stykke analytisk arbejde. Da det fxrste vil skamfere Ex og det sidste berige opgaven, vflger jeg det sidste.
4.1 Syndens historie ('50-54)
Udgangspunktet for en kristologisk tolkning af uge 1 er at finde i '71, hvor de, der ikke troede pe Jesu komme bliver delt op i 3 grupper:"prima ante adventum [Domini perierit]; secunda vivente eo; tertia post ejus vitam in hoc mundo". Min gennemgang vil bfre prfg af, at IL tror at Kristi komme ogse var kendt i tiden fxr hans komme. I lyset af '71 vil jeg sxge efter kristologiske vidnesbyrd, for se mette bede englene og Adam og Evas (vel) have siddet inde med denne viden.
4.1.1 Englesynden ('50).
Med Augustin og Thomas Aquinas bag sig, mener IL, at englenes og menneskenes formel er identiske: At vise Skaberen og Herren frefrygt og tjene ham. Dette nfgtede Satan og med ham andre engle og det pga. hovmodighed. "devenientes in superbiam, conversi fuerint ex gratia in malitiam et de Cflo ad Internum prfcipitati".
Hvad hovmodigheden bestod i viser Jesu fristelse i xrkenen ('274). Den viser forskellen mellem Guds engle og de faldne. Satan frister Jesus:"hfc omnia dabo tibi, si cadens adoraveris me" Jesus afsler og "Angeli accesserunt et ministrabant ei". Forskellen mellem de to typer engle er tjenesten. Netop i modviljen til tjeneste og i lysten til guddommelighed og fre ligger Satans fald. I xrkenen sker en gentagelse af det, der skete i himmelen: Lucifers uvilje til at tilbede Gud. Han ville selv tilbedes.
De faldne kunne vel ikke tjene, eftersom man kun kan det gennem Kristus, som det fremgik i '23. Forkastede englene Kristus, forkastede de ogse muligheden for at tjene Gud. Her ger vilje og manglende evne derfor hend i hend. Dette kan ses som et (indrxmmet spekulativt!) indicium pe at tolkningen i '23 er rigtig.
Satans mel er at fe bugt med Jesus, der ster over ham selv og altse i vejen for hans magtbestrfbelser. Derfor er der krig mellem Jesus og Satan ('91-96, 136-148). At Satan stadig strfber Jesus efter livet kan ses som en begrundelsen for at han lfgger fflder ud for menneskene ('139,142). Det er ikke blot fordi mennesket er bestemt til at komme ind i herligheden, men ogse fordi han ved at angribe den troende (legemet) ogse angriber Jesus (hovedet). Ikke alene bruger IL tre steder betegnelsen hierarkisk om kirken ('170, 353 og 365) - som vel har Jesus xverst - men han har i xvrige skrifter en forkfrlighed for legemestanken
4.1.2 Adam og Evas synd ('51).
Som Satans fald skyldtes, at han ville vfre Gud, sedan ogse med menneskets: De ville vfre som Gud. Her er et opgxr mod deres skaber og derfor ogse mod Jesus som er skaberen. Men mennesket opneede ikke sit mel, men mistede til gengfld sin oprindelige retffrdighed (justitia originali", som bede er den helliggxrende nede og hele den paradisiske uskyld.
H. Rahner mener via div. analyser at kunne fremkomme med et bevis pe at IL ogse her ind-tfnkte sin kristologi. Han har utvivlsomt ret, men han taler mere om kristologien generelt hos IL end om det, jeg skriver om: Kristologien i Ex. Men IL mente, at Adam og Eva vidste besked om at Jesu komme. Dette beviser Rahner ud fra et citat af IL:"...als der erste Mensch im Paradies war, wurde ihm geoffentbart, wie der Sohn Gottes Mensch zu werden beschlossen hatte. Und nachdem Adam und Eva ges|ndigt hatten, erkannten sie, dass Gott beschlossen hatte, Mensch zu werden, um ihre S|nde zu lvsen".
Med synden kom ogse kvalerne ind i verden - "multis laboribus". Da den eneste vej tilbage til herligheden ligger i at ge ind i kvalerne med Kristus i stedet for at undge dem, dukker tanken om kvaler op senere, som det jeg har valgt at kalde for labor-gloria-strukturen.
Ekskurs om Labor-gloria-strukturen: Polariteten mellem labor og gloria, som er gennemgeende i hele Ex, har sit udgangspunkt her, hvor kvalerne kommer ind i verden. For at menneskeheden atter skal vende tilbage til gloria, skal den igennem labor. Det er Jesu liv et eksempel pe: Hele hans liv pe jorden var labor lige fra hans fxdsel under de mest usle forhold over til korsets nedvfrdigelser. Satan tilbxd ham gloria uden labor, men dette afslog Jesus ('274) og bar labor for til sidst at fe overdraget gloria fra Gud ('307). Disciplene dadles for ikke i skriften at have gennemskuet denne sammenhfng ('303).
Da Jesus pe korset er mellemled mellem menneske og Gud, kan man kun ne Gud gennem labor sammen med Jesus - ved at han kalder in (cf 5.1). Der skal trfffes et valg og "Was eher nach einer nekrophilen Wahl aussieht, [wird] zu einer neuen biophilen Lebensrichtung". Livet med Kristus kan kun findes i dxden med Kristus.
4.1.3 Den enkelte synd og korset ('52f).
Man skal forsxge at begribe en eneste synds vfsen:"Dico idem facere circa tertium pecatum particulare, trahendo... in memoriam gravitatem et malitiam pecati contra suum Creatorem ac Dominum". Dette gxres ved at man ser pe en enkelt (dxds-)synds virkning: Den er stor nok til at sende et menneske i helvedet. Dette er retffrdigt, fordi synd er synd mod Skaberen, Herren og imod "Bonitatem infinitam". Enhver synd er et led i den syndens kfde, som startede ved englefaldet og som alle er rettet mod den kfrlige Gud.
Den efterfxlgende samtale giver det rette lys bede over hvad synd er og hvor stor Guds godhed er: Jesus pe korset. Hvor ens egen subjektive betragtning kan fxre til en bortforklaring af synden, se sxrger dette konkrete og dog ubegribelige resultat af synden for at man bevarer den rette objektivitet. Spxrgsmelet, der indleder samtalen med Jesus, lyder:"quomodo, Creator cum esset, eo devenerit, ut hominem se fecerit et ab fterna vita... ad mortem temporalem et ita ad moriendum pro meis peccatis".
Med tanke pe syndens stxrrelse og Guds godhed ('52) kan fxlgende to svar dannes:
1) "Din synd er stxrre end du tror". Synden er se stor, at et menneske me i helvedet for den - det siger i sig selv noget om stxrrelsen. Men melestokken sprfnges, ner det ger op for in, at Gud fra sin evighed mette komme ned til en timelig dxd for virkelig at sone den.
2) "Guds godhed er stxrre end du tror - for dette sker fordi Gud elsker". Deraf fxlger en endnu dybere smerte over synden: Hvilken uendelig godhed fra Guds side er der ikke tale om - og den kfrlighed har jeg syndet imod!
Med basis i denne syndserkendelse og i bevidstheden om Guds godhed, som kommer til udtryk i alt, hvad han har gjort for in, vendes spxrgsmelet mod exercitanden selv:"Itidem... inspiciendo me ipsum... quid egerim ego pro Christo, quid agam pro Christo, quid agere debeam pro Christo". Det er det samme, som kommer frem i Kristi Efterfxlgelse: "Hvad skal jeg give dig igen, Herre, for alt hvad du har givet mig? Der er ingen Gave dig kfrere, end den, at jeg giver dig mig selv, hengiver mig til dig af mit ganske Hjfrte". Med rod i korset plantes lysten til en aktiv kristendom, hvor man tjener Jesus pe alle meder. Jesus har dog endnu ikke givet den nede at kalde ind i sin tjeneste, dette sker fxrst i uge 2, ner exercitanden er helt klar.
Det paradoksale understreges: Her hfnger Skaberen dxende pe et kors. Jesus er Skaberen, som gik fra det evige liv til den timelige dxd - forvoldt af sin skabning - for skabningens synder- pro me.
4.2. Den aktuelle synd
Synet af den ultimative kfrlighedsgerning - selvhengivelse - tvinger exercitanden ud i en selvransagelse, der gxr ham mindre og mindre ('58f). Fxrst skal han sammenligne sig selv med alt det skabte og finde at han intet er i sammenligning med alt det. Derefter: En sammenligning med Gud, der hfnger pe korset. Han skal betragte Guds egenskaber i lyset af deres modsftning i ham selv:"ejus justitiam cum mea iniquitate, ejus bonitatem cum mea malitia". Mxnstret af 2. uges to faner ses allerede her: Hele skabervfrket og den korsffstede er i den ene lejr, imens exercitanden ster alene i den anden- som et vfskende ser, en byld, hvorfra der er udflydt mange synder. Han venter pe sin straf, men den udebliver og det bevirker et undrende udbrud, ledsaget af stfrke fxlelser. Hvad er der sket siden disse ikke kaster sig over ham og skaber nye helveder til hans evige pinsel? Svaret kan ikke udtrykkes i skriftlig form, men der ges over til en samtale med Gud om hans barmhjertighed og en tak for hans hjflp fremover ("Concludere colloquio misericordif, ratiocinando et gratias agendo Deo"). For exercitanden ved, hvad der har stoppet dommen: Guds barmhjertighed, som den alene er begribelig i den korsffstede. Pga. korsets mysterium er det endnu nedetiden, hvor retffrdighedens svfrd er holdt tilbage, hvor helgener beder og hvor jorden ikke ebner sig.
Korset bliver derved afslutningen pe betragtningerne over ens egen synd og gxr det ved at sikre den rette subjektivitet (det af Gud xnskede mel af anger). Korset, hvis mysterium man kun kan begribe en anelse via bxnnen til Gud, er afgxrelsens sted, hvor fremtiden bliver afgjort.
Den opneede syndserkendelse og lysten til tjeneste og forbedring som er xvelsernes angivne mel ('1), konsolideres gennem samtaler med Maria, Jesus og Gud ('62f).
Maria ster i nfrt forhold til Jesus og kan derfor bedre end nogen skaffe, hvad man beder om. Hun er qua sin stilling i frelseshistorien (f.eks. ved at vfre ydmyg ('108) og have medlidenhed ('108) og i det katolske syn af hende som syndfri) mellemled mellem exercitanden og Jesus.
Jesus er midleren mellem mennesket og Gud. Bxnnen til Jesus lyder:"Anima Christi, sanctifica me. Corpus Christi, salva me. Sanguis Christi, inebria me...Ab hoste maligno defende me". Jesus skal hellige, frelse (se det gamle liv me ophxre), opildne (til tjeneste) og beskytte (i det nye liv under Satans angreb).
Derefter bedes der kort til Faderen om bxnhxrelse og der afsluttes med Fadervor. Dir bedes der: Imod ens syndige vilje: ske din vilje; imod verden: Komme dit rige; imod Satan: Befri os fra det onde.
Maria og Jesus er begge midlere, imens Faderen svarer pe bxnnen - som IL ogse erfarede det i La Storta. Hos ham ender alle bxnner og betragtninger. Han er den, hvorfra alt er udgeet ("omnia bona et dona descendunt desursum")og den, hvortil alt ved Jesus skal vende tilbage.
I den treklang, hvis midte er Jesus, bliver syndserkendelsen beseglet, men den skal udbygges yderligere. Fxrst og fremmest er den blevet bygget pe erkendelsen af hvad Gud har gjort, nu skal frygten for straf styrkes som begrundelse.
4.3 Syndens eskatologi (parfnese)
Afsnittet starter med et uhyggeligt levende blik ned i helvedet og dets kvaler ('65-70), som har til formel helt og adeles at prente skrfkken for fortabelsens mulighed ind i exercitanden - at helvedet "meine wahre, existentiale Mvglichkeit ist, die durch die Tat meiner Freiheit mein Dasein werden kann". I samtalen med Jesus tolkes billedet. Primfrt er der to grupper mennesker i helvedet:"alif eo quod adventum... non crediderunt, alif... credentes non operatf sunt juxta ejus mandata". Troen pe inkarnationen og handling efter Jesu bud er det, hvorefter mennesket bliver bedxmt. '534s lyst til tjeneste er ikke blot nede, men ogse krav. Da skal exercitanden takke for at han ikke er kommet ind i en af de to grupper og takke for Jesu mildhed og barmhjertighed ("pietate et misericordia"). Jesus er den mfgtige og barmhjertige, der i nede har holdt sin vrede tilbage for at flere me fe frelsens mulighed.
En vigtig ting at bemfrke er at Jesu komme forudsfttes kendt fxr hans reale komme.
5. Anden uge ('91-189)
Ugen skal lfre in hvad tjeneste er: Imitatio Christi. For at kunne det me man se hvad Jesu liv bestod i - nemlig labor, som fxrste led i labor-gloria-strukturen. Slxret lxftes for to grader af tjeneste: Den for de "alm" kristne og den for dem, der vflger at gxre mere for Kristus. Begge grader har deres baggrund i Jesu eksempel og kald.
Ekskurs om krigen: Jesus vandt over Satan pe Golgatha (1. Kor 15,57, Kol 2,15) og der er ingen grund til at tro, at IL ikke ogse troede det. Et indicium for det er rollen, korset indtager f.eks. i 1. uge ('53-61): Kristus hfnger vel pe korset, men det er dog den sejrende Kristus, som kan holde straffen over synderen tilbage. Korset er toturinstrumentet, men ogse symbol pe sejren over det gamle liv, for ved korset indser exercitanden at han har behov for et nyt liv i tjeneste.
I det kommende afsnit ('93) er IL se sikker pe kongens sejr, at nederlag end ikke nfvnes: Sejren er givet pe forhend. Denne forudsftning har IL opstillet for at have et jordisk billede, som svarer til den overnaturlige sandhed.
Gennem sin dxd og - isfr - sin opstandelse har Kristus overvundet synden og syndens sold, men at de onde krffter stadig er i fuld vigxr oplever den kristnes hver dag. Kampen er individuel - grfnsen mellem Jerusalem og Babylon (se 5.3) ger inde i menneskehjertet. Satan sender sine ud for at sftte fflder op ('142), men en kristen skal ikke blot gennemskue dem ('139) eller gxre modstand, men direkte kaste fjenden til jorden ('13) i kamp. Satan havde sin D-dag langfredag og derfra udger den sidste sejr. Sejren, som Jesus vinder til sidst er den endegyldige sejr over den allerede nu besejrede Satan.
5.1 Kongens kald (91-100).
Denne lignelse-agtige fortflling ster som ugens fundament og forord og er derfor udenfor den egentlige uge. Den ansler temaet imitatio Christi. Den viser, hvad tjeneste ger ud pe (kamp) og hvad fxlgerne er (labor derefter gloria).
'92-94 beskriver en kristen konge, der vil erobre hedningeland for Jesus og derfor kalder folk ind i en kamp, hvis sejr synes at vfre givet pe forhend. Derfor kalder han ikke folk med forskellige evner, talenter og erhverv, men alle kaldes ind i hfren. Underforsteet: Alle, fordi sejren ikke afhfnger af dem, der kaldes, men af kongen.
Han kan ikke byde dem andet end herdt slid sammen med sig selv, men til sidst vil de fe del i hans triumf. Kaldet og forholdene understreges mere end selve opgaven, der knap nok omtales - det er bare slidsomt. Det drejer sig om en efterligning af kongen og skam fe den, der ikke lyder kaldet ('93).
Ner det er sedan pe jorden, hvor meget mere burde det se ikke vfre i den himmelske verden ('95-100), ner kongen dir ("Christum Dominum nostrum, regem fternum")kalder til tjeneste. Jesus bliver nfrvfrende i sit kald pe samme mede som IL selv oplevede det i Manresa og La Storta.
Beskrivelsen af efterfxlgelsen er ikke se omfattende her som i det forudgeende. Den reduceres til:"Proinde qui voluerit venire mecum, debet mecum laborare, ut sequens me in pfna [laboribus] etiam sequatur me in gloria". Det skyldes for det fxrste, at '92f kaster lys over '95f og pe den mede giver substans til udtrykket "arbejde med mig". For det andet bliver det, der ikke er se konkret her, gjort tydeligt senere for dem, der er ivrige efter at gxre mere for at vise deres kfrlighed og beredtvillighed til at ofre sig og ge ind i tjenesten.
Nu bliver det ogse forsteeligt, hvorfor Ex ikke bare starter med Jesu kald eller hvorfor det ikke allerede kom ved fxrste tanke om tjeneste ('53). Exercitanden var ikke klar til at svare helhjertet pe det tidspunkt. For vel bliver hvert enkelt menneske kaldet, men det er ikke alle, der er parate til at lyde kaldet. Man skal have feet neden til ikke at vfre dxv overfor det og man skal ogse eje dxmmekraft og fornuft og ingen har dette, hvis de ikke fxrst har set korset som princip til den rette objektivitet og subjektivitet (cf. 4.1.3 samt 4.2). Korset giver dxmmekraft (til ret at bedxmme sig selv) og fornuft (til at svare ja til Jesu kald til tjeneste for livet) og sammen med viden om hvad tjenesten indebfrer er exercitanden klar til at svare ja.
Selv om sejren er vundet, er der endnu tid til at ge ind i arbejdet for at oprette riget under labor-gloria-strukturen - ligesom hos kongen selv: Fxrst kors derefter herlighed. Med fe midler opbygges der en korsteologi med direkte og personlig appel til den enkelte. Ner kaldet lyder, me mennesket gxre et valg - neutralitet er ikke mulig: Enten blive i sin normale livssammenhfng eller ge ind under kaldets betingelser. Fxlger man ham ikke dadles man ('94). Riget kan kun bygges videre af mennesker, der tilbyder sig selv helt og fuldt - der krfves engagement.
Dem, der bekrffter kaldet, deles igen op i to grupper: Dem, der vil gxre noget og dem, der vil gxre mere ""ad majorem Dei gloriam". Den fxrste gruppe "sei wenigstens innerlich dazu disponiert, geduldig zu leiden, was ihn zustvsst, und dies aus Liebe zu Christus unserem Herrn", siger IL. Det er ganske alm. kristne, som ikke strfber efter nogen yderligere indsats - kan det end ikke.
Den anden gruppe ('97) er dem, der, bliver opfyldt af en lyst til at gxre endnu mere. De mennesker har brug for hjflp, da dette "mere" krfver overvindelse bede af sanselighed og af kfrlighed til kxdet og verden. De evner at bede:"Sume, Domine, et suscipe omnem meam libertatem... voluntatem... Da mihi tuum amorem et gratiam, nam hfc mihi sufficit".
Folk i denne gruppe anreber til Jesus "O fterne Domine rerum omnium", de beder til evighedskongen, Skaberen, som er i herlighed sammen med alle de hellige dvs. dem, der har sagt ja til inkarnationen. Der bedes:"ego facio meam oblationem cum tou favore et auxilio coram infinita Bonitate tua... quod ego volo et desidero... imitari te". Efterfxlgelse er et privilegium ikke en rettighed. Det mere krfver mere end mennesket er i stand til, se man har brug for Jesu nede, som bester i at Jesus (pe Guds vegne (cf s. 8)) udvflger og optager ("si Majestas tua sanctissima voluerit me eligere ac recipere") den bedende til den opgave han beder om. Om udvflgelsen ogse kommer til udtryk i viljen til at gxre mere, forbliver i det uvisse.
Denne gruppe mennesker skal tilslutte sig en orden - helst: Jesuitterne, eftersom disse har som svorne mel at gxre mere f.eks. til Guds fre, kirkens fremme etc.
5.2 Jesu liv
Den fxlgende gennemgang af 2. uge vil vfre af tematisk art, hvor de vigtigste kristologiske tanker bliver behandlet.
I sidste afsnit kom frem, hvorledes man skal fxlge Jesus: Labor-gloria-strukturen. Her gives et intimt kendskab til ham og en erkendelse af, at ogse han fulgte labor-gloria-strukturen, ja, at der er ham man fxlger ved at fxlge den. Ner man fokuserer pe Jesu liv og sammenligner det med sit eget, vil man fxle sig draget ind i hans liv.
5.2.1 Sendelsen
Fxrste afsnit ('101-109) handler om redslagningen hos Gud, hvor inkarnationen bliver besluttet. "quomodo tres divinf Personf speculabantur totam planitiem vel ambitum totius mundi plenum hominibus" Den treenige Gud spejder ud over den verden, han selv har skabt. Man kan nfrmest i sftningen mfrke den store distance, der er mellem Skaber og skabning. Der fornemmes bede en fysisk og endelig afstand. Menneskeheden lever i synd og ender velfortjent i helvedet ('106). Gud er hxjt hfvet over synden, men distancen overvindes fra Guds side, ikke ved at han kommer med vrede, men ved at han kommer med frelse. Kontrasten mellem menneskenes ondskab og Guds grundlxse kfrlighed, som den ses i hans frelsesplan, fremhfves kraftigt (cf. '107-108).
Hvem blev Jesus sendt til? Det er ikke som i f.eks. Matt 15,25, at Jesus fxrst og fremmest blev sendt til jxderne. Jxderne spiller ingen egentlig rolle i Ex. Jesus blev sendt til menneskeheden, som ikke har gjort andet end at synde. Tillige bliver det kraftigt pointeret, at vel blev han sendt til hele verden, men at han blev sendt gjorde han for min skyld .
Ex betragter "quomodo videndo, quod omnes descendebant ad Infernum decernitur ... in sua fternitate, ut secunda Persona homo fiat ad salvandum genus humanum". Hvad der i tidernes morgen blev sagt Adam og Eva og hvad profeterne anede ('303) var nu ved at tage sin begyndelse - "plenitudo temporum". Inkarnationen var nxje planlagt og blev fxrt ud i livet pe det tidspunkt, Gud havde forudset. Intet var overladt til tilffldighederne!
Men frelsen blev opneet pe en mede, intet menneske ville finde det muligt, da det ikke blot ville blive regnet for vfrdilxst, men ogse dumt. Guds vej var ikke den triumferende hyldestvej, men nfrmest lit de parade. En smertevej, som gik fra krybbe til grav, for Gud viste sig i sin modsftning - Gud kom incognito. Havde man lfst Skriften ordentligt, havde man kunne forudse, at dette var, hvad der skulle ske. Profeterne havde talt et se tydeligt sprog, at selv ulfrde folk, som disciplene, burde have kunne gennemskue det:"O stulti et tardi corde ad credendum in omnibus, quf locuti sunt Prophetf! Nonne hfc oportuit pati Christum et ita intrare in gloriam". Men menneskeheden lever i blindhed ('106) og fatter ingenting.
5.2.2 Gloria
Uge 2 starter med et blik fra Guds trone ned over jorden. Dette udgangspkt. i det himmelske fxlges op i de videre betragtninger og derfor me kristologien, som kommer til udtryk, nxdvendigvis vfre en kristologi fra oven. En dogmatisk kristologi, der tager sit udgangspkt. i det guddommelige: At Jesus er Gud(s sxn). Kristologien fra neden tager sit udgangspkt. i den jordiske historie (cf. disciplene, som fxrst lfrte Jesus at kende som lfrer og inden det trinvist blev afslxret, at han var Guds sxn.
Man bemfrker, at IL med dette forudsftter tro pe treenighedslfren og en fuld tro pe Jesus som Kristus og Gud. Dette ses allerede i 1. uge (f.eks '53). H. Rahner giver IL's teologi hovedordet "De arriba" - ovenfra. IL kan se Gud i alle ting og han kan se verden som Gud ser den; det fxler han sig i stand/kaldet til - efter Manresa. Dette kommer naturligvis til at spille ind, ner IL beskriver Jesu to naturer, hvor den beskrives set fra Guds trone. IL har ikke sat sig (som hoved-)opgave, at vise hen til den menneskelige "side" af Jesus. Nej, han fastholder overfor exercitanden at her har vi med Gud at gxre - ikke med et menneske. For alt hvad der sker i Ex er se ikke-guddommeligt, at det er IL magtpeliggende at vise hen til guddommeligheden. Her er Ignatius et barn af en tid, som ofte havde svfrt ved effektivt at tro, at Jesus var sandt menneske. Dog ger IL mange steder ud over denne tendens f.eks. ved ikke at tildele Jesus visio beatifica som en sedan kristologi oftest tildeler Jesus.
Indledningen lfgger op til at man har dette blik fra oven, men her er fem eksempler, hvor IL explicit gxr opmfrksom pe det guddommelige i Jesus.
1. I '124 skal man smage og vfre opmfrksom pe Guddommen, som ellers gemmer sig ('196) og fxrst ses klart i '223, 284 og 291.
2. Begivenhederne i Jesu liv er samlet i afsnittet "Mysteria vitf Christi Domini nostri" - hemmeligheder, som kun er kendt af de udvalgte og som blandt andet bester i at her er det ikke et menneske, der handler, men Gud-mennesket.
3. Ved Jesu fxdsel ('264) synger englene den lovprisning til Gud, som NT kun har overfor hyrderne (Luk 2,14). IL fandt det passende at fxje denne sang til ved fxdslen, for den viser som et ydre tegn det guddommelige barns majestft, pe trods af fxdsel i fattigdom.
4. IL lader Jesu messianske selvforsteelse ste klart frem. Der er steder, hvor den synes forudsat ('273-274 (to "udefra kommende" bekrfftigelser pe hans messianitet), 282 (myndigheden til at tilgive), 287 (Jesus henviser til sig selv som Herren) og 285.
Er '287 en tvetydig henvisning til Jesus som Gud, se er en fndring af et bibelsted langt tydeligere:"auferte ista hinc et nolite facere domum meam, domum negotiationis". Templet er end ikke det "quf Patris mei sunt", men "mit hus". Ved at sige, at Guds hus er Jesu hus ligestilles Jesus med Gud; de identificeres med hinanden: Jesus er Gud.
5. Jesu titler: Jesus er den anden person i Guddommen ('102). "Verbum fternum", som er Guds personligt talte ord. "Christ is... the infinite Word of God. We are ministers of that Word - for he sends us... he teaches us", som Nadal udtrykker det. Navnet siger, at han er den, i hvem Faderen ebenbarer sig. Hvad Gud siger og udtrykker, udtrykker og siger Jesus, som det kom frem ved La Storta og i bxnsrfkkefxlgen Maria-Jesus-Gud (cf. s.8). Han er den guddommelige fornuft i dens immanens i verden. Han er Kristus - men det er i Ex mere et navn end en titel, se betydningen af den salvede skinner ikke igennem. Salvet bliver GTs konger og Jesus bliver kaldt den evige konge ('95, 97), den hxjhellige majestft ('147, 167).
Danner ILs dogmatiske tilgang en kristologi af monofysitisk type? Dette synes nfr, ner man i 3. uge skal betragte det "quf Christus ... patitur in humanitate" eller om Guddommen, der skjuler sig, skal man betragte "quomodo sinit pati sacratissimam humanitatem tam crudelissime". Skilte Guddommen sig fra legemet under lidelsen? Nej, hvorledes kan IL ellers sige:"corpus remansit separatum ab anima, et cum illo semper unitas Divinitas"? Da Guddommen stadig (semper) er forenet med legemet efter dxden, me den altse ikke have forladt den under lidelsen, men have lidt pe lige fod med bede sjfl og legeme. Gud-mennesket led! At IL ikke tildeler Jesus Visio beatifica, som forudsftter at Jesus ikke kunne lide i sit inderste vfsen, da han jo hele tiden havde Gud for xje, indikerer at denne tolkning er korrekt. Dertil kommer at IL i de anfxrte citater understreger Guddommens frihed, hvilket ster i modsftning til bede en doketisk og en monofysitisk tilgang. Gud blev menneske ('104f) og han led!
IL ville nok have formuleret sig anderledes i dag, men for mig at se ger han ikke udenfor hvad skolastikken lfrte. Havde han det ville det vfret blevet petalt af kritikkerne fra Exs fxrste tid, hvilket de ikke gjorde.
En kristologi fra oven skal starte med Jesu guddommelighed og derefter arbejde sig ned til hans menneskelige side (hvor den fra neden gxr det modsatte). Men IL fuldfxrer ikke denne linie, da han ikke ner frem til en fuld menneskelighed. Det eneste menneskelige ved Jesus synes at vfre det faktum, at han lider og dxr - netop alt det Gud ikke kan. Labor-gloria-strukturen ligger derfor ogse gemt pe et andet plan end det fysisk-historiske. Denne struktur kan lfses ind i meden hvorpe, IL behandler tonaturlfren. Jesu liv prfsenteres mellem de to poler: Det historiske ringe menneske (labor) - ikke mennesket med alle dets facetter - og den deri sig gemmende guddom (gloria). Det eneste der er interessant ved Jesu menneskelighed er at den er kilde til mxje og besvfr.
5.2.3 Labor
IL's kristologi fra oven giver sig udslag i rollen kors og lidelse indtager i betragtningen over Jesu liv. De indtager en rolle, som de ikke ville have under en almindelig lfsning af evangelierne. Hele Jesu liv ses igennem korset med labor som altoverskyggende ffllesnfvner og derfor me dele af hans liv forbiges, eller fndres, eftersom de ikke passer ind i dette billede. Dette anes i afsnittet om Jesu fxdsel, hvor der fortflles om Maria og Josef: "spectare et considerare ea quf faciunt, ut est iter facere et laborare... ut Dominus nascatur in summa paupertate". At Maria og Josef rejste og arbejdede for at (ut) Jesus mette blive fxdt i fattigdom ger imod Luk 2,7, hvor de fxrst besxgte herberget for at se, om der var plads dir. De havde nfppe sat sig for at barnet for alt i verden skulle fxdes i en stald. Her er labor-delen presset ned over historien. Det sker ogse med indholdet af Jesu liv, hvor korset er et resultat af megen mxje og besvfr, som Maria og Josef (herunder altse ogse Jesus i sit voksenliv) teler og strfber hen imod. "Ut... moriatur in cruce" me nxdvendigvis vfre underlagt verbet laboro. Jesus undger iflg. evangeliet ikke at ge ind i armod, uret og spot som ethvert andet menneske nok ville, men han strfber ikke hen imod dem, som Ex antyder. Han solidariserede sig med de undertrykte ved at vfre under de samme ker som dem. Han accepterede kerene, fordi han konfronteredes med to muligheder: Hold ud eller opgive. Det var ikke noget, han gjorde for/se at han til sidst mette dx pe korset.
Jesu udvortes liv var vel ikke vfrre end det store flertals. Hans venner var med ham og stxttede ham med husly og han blev ikke kontinuerligt mxdt med uret og spot, men ogse med taknemlighed og beundring i en sedan grad, at myndighederne fxlte sig provokeret til at henrette ham. Det er interessant at se, at IL ikke har noget af dette med. Derved fremhfver IL lidelsen og mxjen. Jesu liv skal ste frem under hovedordet labor. Man kunne kalde ugen for "Vergegenwdrtigung des Lebens Christi auf das Kreuz hin". Korset er klimaks i en lang mxjens historie og Jesu liv ster herved som det fuldendte forbillede pe labor-gloria-strukturen. Han baner vejen gennem labor til gloria.
At Jesu liv er eksemplet til efterfxlgelse vises ved den lille rolle, Jesu forkyndelse spiller. I betragtningerne over de to faner bliver folk sendt ud for at udse Jesu lfre ('145), men indholdet af den trfder tilbage. Det skyldes, at det ikke er ord, IL er interesseret i, men gerninger. Det er Jesu eksempel i handling frem for i ord, som udgxr centrum i alt hvad der kommer frem om Jesus. Ham skal man fxlge og ham skal Jesu udsendinge bevfge folk til at fxlge ved at vise, hvordan det sande liv skal leves. Det er ikke et spxrgsmel om man skal udrette noget eller lide, men om hvad:"considerare... quid debeo ego facere et pati pro illo".
Jesu liv er for IL selve det teologiske grundprincip i den kristnes liv og et mere konkret kriterium for det end loven, hvilket kommer frem ved de Tre slags ydmyghed, som er
1. Lovoverholdelse
2. Afkald
3. Efterfxlgelse
"Tertia est humilitas perfectissima, scilicet quando includendo prima et secundam". Efterfxlgelse rummer bede pkt. 1 og 2, da ogse Jesu liv rummede dette. Livet skal vfre en lang vfrensmfssig og nedefuld tilpasning til Jesu liv, som er det sande liv ("vitf verf"). "Das Leben Jesu wird von IL gestaltet als das grosse Paradigma".
Ud fra IL's egne erfaring med at Jesus var ham nfr, ved lidelser, udledte IL lfren om at al lidelse var et tegn pe at man fulgte efter Jesus. Hvor Luther, hvis endelige udvikling man ofte sammenligner med IL's, fandt frem til en frelser, som han kunne hvile i, fandt IL frem til en frelser, som satte ham i en evig aktivitet.
5.3 De to faner
'134 (tillige '271f) betragter Jesu barndom i lydighed mod forfldrene og om Jesu besxg i templet (cf s.13). Jesus er Guds sxn og er sig det bevidst fra fxrste ffrd. Besxget ster som et vendepunkt i Jesu liv. Dertil var hans liv et eksempel for den fxrste stand i overholdelse af budene - dvs alm. kristne ("primo status, qui consisti in observantia mandatorum, dum Parentibus suis obediens erat" ). Livet derefter, som Jesus endegyldigt tiltrfder ved deben i Jordan ('158) ster under fortegn af den evangeliske fuldkommenhed. "pro secundo [statu], qui est perfectionis Evangelicf" Det er et eksempel for dem, som helt vil vie dem selv til den rene tjeneste for Jesus (cf '97).
IL bryder den NTs kronologi, som fxrst har tempelbesxget og derefter bemfrkningen om lydigheden (cf. Luk 2,41-52). Det har ingen saglig betydning (Jesus var ogse lydig fxr besxget), men jeg nfvner det for at vise, hvordan IL bearbejder NT for at fremme sine mel med Ex.
Til hjflp for valg af stand, betragtes de to faner, hvor man skal lfre Kristi hensigt at kende og finde den stand, hvori Gud xnsker in. Derefter skal man lfre, hvorledes man ner frem til fuldkommenhed i denne stand ('135).
Betragtningen er en udvidelse af to billeder, som er anvendt fxr i Ex: '65-72 (om helvedet) og '92-100 (kongekald). To byer bliver beskrevet: Babylon som summen af den djfvelske forvirring (Gen 11,9; Es 14,12, Eb. 17-18) og Jerusalem, fredens by (Gal 4,21-31, Eb. 21). Bede satan og "vero duce, qui est Christus Dominus noster" sender "tropper" ud. Satan har dog lidt sit endelige nederlag i korset, men tiden mellem sejren dir og i endetiden er kendetegnet af kamp mellem ham og Kristus, som foreger i kirken (cf. udtrykket "ecclesia Militante") , ja, fronten mellem de to magter ger i den enkelte kristnes hjerte. Satan sender sine engle ud for at friste folk ind pe en egocentrisk vej, hvorimod Jesus ikke sender engle ud, men udvflger mange folk, som skal ge ud til alle folk.
Hvordan udvflger Jesus? Som vi har set (cf. s.8) er Jesus formidleren af Faderens afgxrelse. Faderen er suverfn i sin udvflgelse og tager, som det kom frem i '91-100, ikke hensyn til kvalifikationer eller, som det kommer frem senere, til anseelse eller xkonomi. Udvflgelsen er afhfngig af neden: "petere...gratiam ad illum imitandum". Gud pevirker og drager ("movet et attrahit") viljen - noget er uafhfngigt af mennesket. Ud fra '87 kan man spxrge om legemlige bodsxvelser, som kan "fremtvinge" nedestilkendegivelser, ogse gflder ved denne nede. Normalt er IL varsom med at omtale neden ('366-369), da nogle pga. det kunne glemme de gode gerninger.
Hvem udvflges? Mon ikke efter samme princip som anvendtes i lignelsen '91-96 og af apostlene i '275? Det er ikke specielt de rige og de kloge. Budskabet og det, som budene skal fremelske (endelig/rigtig fattigdom), har ogse stxrre appel blandt de fattige og uudannede end blandt de rige og vise (Matt 19,24). Den hfr, Jesus samler omkring sig er ikke dem, der er stfrke i sig selv, men dem, som har erkendt deres fattigdom og syndighed (cf. 4.1.3 og 4.2) .
I spxrgsmelet om menneskesynet kommer forskellen tydeligt frem mellem Satan og Jesus. Satan xnsker ikke, at mennesket skal se sin afmagt, men xnsker menneskelig autonomi - det skal ville tjenes. Jesus vil vise mennesket dets sande jeg og vil fxre det til Faderen. Man vil i sin magteslxshed kunne se Guds kfrlighed og omsorg og da kfmpe pe Jesu - vinderens - side. Trfngslen (se s.15) er et bevis pe at man er pe den rette vej.
Fattigdom spillede ogse en vfsentlig rolle i Jesu grundlfggelse af sit rige. Her pe jorden ser riget ikke ud af noget i forhold til Satan og hans rige. Dels er dens borgere endelige og meske tillige materielt fattige og dels er stedet, Jesus udvflger sig af beskeden karakter (kirken?). Som forskellen er stor mellem sennepskornet og det voksne trf, sedan er forskellen ogse stor mellem riget nu og herlighedsriget.
Ekskurs om kirken ('352-370): Mfrkeligt nok omtaler kirkens mand' IL kun enkelte steder med dette som som hovedsted. Det danner Ex's afslutning og krumtappen fra Ex til kirkens hierarki - kristi brud ("verf Sponsf Christi Domini nostri, quf est nostra sancta Mater Ecclesia Hierarchica) - som man i et og alt skal vfre loyal overfor. Lydigheden mod paven kan sammenlignes med dyrkelsen af imanen (islam) og den endelige vejleder (hinduismen). Kirkens institutioner, sakramenter og ritualer skal forsvares ('356-362) og dens meninger skal ste over ens egne ('365). Kirken er ufejlbarlig, da den er direkte fortsfttelse af Jesu inkarnation enten fordi Jesus er i kirken ('144-48) eller kirken ster i uafbrudt endeligt ffllesskab med Jesus. "credendo inter Christum Dominum nostrum Sponsum et Ecclesiam ejus Sponsam eudem esse spiritum, qui nos gubernat". Fgteskabsbilledet viser ogse at Jesus har svoret at vfre et med kirken.
Alle de krffter, som Ex har aktiveret i mennesket bliver nu behfndigt ledt ind i Romerkirken. Ex gav hvad folk savnede (f.eks. det personlige i "Devotio Moderna" i ordenens "grunddoktrin" '15), men hvor reformatorerne pegede ud, tvang Ex folk ind i Romerkirken. Ex "blev den katolske religixsitets Staalpanser - og Spfndetrxje". Jesuitternes "jobb er e fe hver enkelt... til e bxye knfr og si at Paven er Jesus Kristus her pe jord" som de mest rabiate kritikere siger.
Iflg. H. Rahner er det karakteristisk for IL, at han ser den nfsten ubemfrkelige begyndelse af riget i lfngslen efter fattigdom . Fattigdom spiller en vfsentlig rolle i hans mystiske teologi, men ogse i forbindelse med ordensgrundlfggelsen, som han se som en kopi af Jesu discipleudsendelse. Som disciplene blev sendt ud i fattigdom, men rigt blev tildelt evner og gaver af Gud, seledes afsiger jesuitterne sig ejendom og ger ud pe Jesu ord.
Der sluttes af med tre bxnner('147), hvori der bedes om at blive optaget under Jesu fane. Bxnnen til Jesus slutter med Anima Christi med bxnnen "Et jube me venire ad te", som bede har det hinsidige aspekt (frels mig) og det dennesidige (tag mig under din fane). Bxnnen til Faderen slutter med Fadervor, som indeholder bxnnen "ske din vilje" - eftersom det afgxrende er, hvad han xnsker (indifferens).
6 Tredje Uge ('190-217)
Denne uges betragtning over Jesu lidelse er bede den kronologiske fortsfttelse af Jesu liv og hxrer placeringsmfssigt og indholdsmfssigt sammen med "stadievalget" ('169-189) og ster i dets tjeneste. Valget er ikke stadffstet og sikret imod alle prxvelser, hvilket sker i betragtningen af Jesu lidelse og kfrligheden, der kommer til udtryk heri. Som i betragtningen over helvedet bliver alt ogse her udpenslet - undertiden nfrmest kvalmende f.eks:"Id quod jam supponit vestimenta esse... plena sanguine". Smerten og lidelsen tegnes med de grelleste farver. Alt skal prfges af dyb sorg og man skal glemmer opstandelsen og glfden dir. Her gflder det sorgen og savnet.
Det er ikke blot et menneske, der bliver udsat for dette, men det er Gud-mennesket - Gud inkarneret (cf. s. 13). Guddommen skjuler sig, men dens kraft mfrkes et xjeblik, hvor soldaterne kastes til jorden('291). Her er ingen kraftdemonstration, hvor fjenderne drfbes, da det er den udholdende kfrlighed.
Melet helliger midlet: Melet er syndernes forladelse og midlet er lidelsen. Han stiger ikke ned fra korset ('297), selv om han som Gud kunne, for hans kfrlighed og det mel, den satte for hans liv pe jorden, forbxd ham at gxre det.
Det er den samme Gud de faldne engle, Adam og Eva, menneskeheden og en selv syndede imod, som nu lider pga. min synd ("ob mea peccata Dominus eat ad Passionem"). Kun i '101-110 tales der om at Jesus led for alle mennesker, ellers handler Ex om excercitandens synd. Forsoningen blev gjort for hin enkelte. Indlevelsen i omgivelserne gxr ogse hele Ex mere personlig. Det er '2 i "hxjeste gear" og alt sammen tjener til beskuelse af den dybe kfrlighed, som Jesus fxler for een personligt.
Iflg. 2. grundregl om kfrlighed ('230) giver kfrlighed sig udtryk i tjenester for den elskede. Jesus er den fxrste, der tjener og han er den, der fxrst viser kfrlighed. Menneskene svfrger og bespotter Gud (cf '107) og synder pe alle meder, men dem elsker Jesus og udtrykker det ikke blot i ord, men tjener dem lige ind i og igennem dxden. Interessant er det, at IL ikke ser korsdxden som det stxrste tegn pe kfrligheden, men at det for ham er eukaristiens sakramentale tilintetgxrelse ("instituit sanctissimum Sacrificium Eucharistif in maximum signum sui amoris dicens").
Som korsbetragtningen i uge 1 endte med xnsket om at tjene, sedan ogse her (cf citat af '197 s.15). Her besvares spxrgsmelet fra '53: Hvad bxr jeg gxre? Du bxr tjene Kristus i lidelse. Excercitanden skal xnske at vfre som den forsleede, pinte og knuste Jesus('203). Jesu kfrlighed tvinger tjeneste frem og dette xnske bliver cementeret vha. ugens intensitet.
6.1 Peske
Jesus tjener disciplene for det fxrste, ved at han vasker deres fxdder ('289). Peter, der har indset Jesu majestft og sin ringhed, forsxger at standse Jesus. Han har ikke indset, at Jesus giver et eksempel pe ydmyghed. Jesus svarer:"Exemplum dedi vobis, ut quemadmodum ego feci, ita et vos faciatis". Fodvaskningen giver dem et eksempel, for at (ut) de skal gxre som han har gjort. Dette gflder ikke kun fodvaskning, men hele Jesu liv, alt, hvad han har gjort.
Jesus tjener ikke blot de fejlfrie blandt disciplene, men ogse Peter, kommende fornfgter, og Judas, forrfderen. IL fremhfver at Jesus vaskede Judas' fxdder ogse selv om Jesus netop har forudsagt, at han ville blive solgt af en af dem.
Judas blev ogse tildelt nadveren, som IL satte meget hxjt. Se stor er Jesu kfrlighed, at han ogse giver ham del i nadveren (dvs. del i legemet og blodet - hans store offer) uden bebrejdende ord, men Judas gengflder ikke kfrligheden, for han forlader straks Jesus for at sflge ham.
"deditque sanctissimum corpus suum ac sanguinem". Nadveren er Jesu legeme og blod i konkret betydning. Det er ikke symbol-sprog, men virkelighed. Det er vel ogse derfor, at IL betragter nadveren som det stxrste bevis for Jesu kfrlighed, for her fxr offeret er en realitet, er offeret tilstede til uddeling og denne sakramentale tilintetgxrelse gentages ved hver messe. Man fer det indtryk, at Jesus ofrer sig her og ikke pe korset. Offeret blev endda forudgrebet allerede ved omskfrelsen (se note 83).
Ex nfvner ikke, at Jesus vil vfre nfrvfrende ved fremtidens nadverfejringer, hvis ikke det dunkle "Dominus desideret dare seipsum mihi" hentyder til nadverens selvhengivelse. Emmaus-vandrene vender tilbage og fortfller "quomodo cognovissent eum in communione". Jesus blev nfrvfrende og gjort personligt kendt i nadveren. Selv fxlte IL at han stod konkret med Jesus, ner han forestod nadverne.
Jesus og hans bange disciple ger sammen fra Sions bjerg til Josafats dal. Jesus beder alene og gribes af frygt for dxden. "Et existens in agonia orabat prolixius". Midt i angsten sxgte han ikke hjflp hos englene eller ved at afslxre guddommen, men han sxgte hjflp i det, der ligner den stxrste svaghed: Bxnnen. Jo mere frygt desto mere bxn. Udadtil er han den svage, men han er dog den stfrke, som tillader Judas' kys og lader sig fange ("Dominus osculandum se permittit Judf et comprehendi") og som selv i denne situation viser kfrlighed mod fjenderne (Melchus' xre). Den guddommelige magt fer fjenderne en smagsprxve pe, da de tvinges i jorden af Jesu ord.
Jesus bliver dxdsdxmt forladt af disciplene og korsffstet mellem to rxvere, som nfsten ikke omtales. De skal vise hvor lavt Guds sxn blev regnet af mennesker: Kongen henrettes med rxvere! En anden grund til tavsheden er, at det er Jesus og hans lidelser, der fokuseres pe.
'297 fortfller 3 ting. Fxrst om Jesus, hans ord og eksempel. Han udtalte syv ord (helligt tal), hvor han viste kfrlighed mod sine fjender (bad for dem) og Johannes samt sin mor, han rebte af txrst og ensomhed og han sagde, at alt var fuldbragt og han befalede sin end i Faderens hfnder. Derefter fortflles om naturen, der anerkender ham som Gud og som ved xdelfggelser sxrger over hans dxd. Til slut omtales fjenderne, der pefxrer ham lidelse ved at spotte ham (og ved at gennemborer ham med en lanse?). At Jesus udender og dxr ('208 og 297) en virkelig dxd understreges ved at der berettes, at hans legeme skilles fra kroppen ('208 - mere herom senere).
Ex bruger ikke den traditionelle udlfgning af blodet og vandet fra Jesu side, at det var et billede pe deben og nadveren.
Korset har vfret midtpunkt i hele Ex og iflg. A. Henkel (s. 235-238) er det ogse tilffldet andre steder hos IL. IL er korsteolog. Gennem en mfngde syner af Jesus med sit kors, lfrer IL om efterfxlgelsen. Ner Gud lider, hvorfor se ikke ogse den kristne?
7 Fjerde uge ('218-229)
Jesus dxde og sjflen blev skilt fra kroppen og nedfor til underverdenen. "postquam Christus exspiravit in cruce, et corpus remansit separatum ab anima, et cum illo semper unitas Divinitas, anima beata descendit ad Infernum pariter unita cum Divinitate". Der var ikke tale om en skinddxd, som gnostikerne pester, men om en reel dxd. Men naturligvis er ikke alt normalt, ner Gud dxr: Hans hellige legeme var ogse forenet med hans Guddom efter hans dxd (cf semper s.13). Se stfrk en Gud var Jesus, at end ikke dxden kunne skille Guddommen fra det afsjflede legeme.
Efter dxden var Jesus ikke i selve helvedet, men i forhelvedet/helvedets forgerd. Jesu sjfl havde en opgave, som ikke var at prfdike for de ender, der var i forvaring dir, for at give dem en sidste chance (cf 1. Pet 3,19-20;4,6), men at hente dem op derfra, som allerede tilhxrte ham - de retffrdige ( "unde eripiens animas justas") og de hellige ffdre (Apparuit etiam in anima Patribus sanctis Limbi, et postquam [eos inde] eduxisset). Disses tilstand i forventning blev forvandlet til opfyldelse. Jesus er opfyldelsen pe GTs profeti og han glemmer ikke dem, der engang har stolet pe disse lxfter.
Da opgaven var lxst forenedes sjflen atter med legemet og opstandelsen var en virkelighed ("veniens ad sepulchrum et resurgens apparuit benedictf Matri suf in corpore et anima") Det er interessant, at der ikke er en betragtning over opstandelsen. Meske skyldes det, at IL betragter den med se stor fresfrygt, at han ikke txr/vil komme den nfr i en betragtning.
Maria er den fxrste der ser ham efter opstandelsen ('219;299). Et sedant fxrste mxde synes vel for IL at vfre det mest fornuftige, da skriften forudsftter, at de kristne har forstand. En endelig forsteelse, som kan se det passende i, at sxnnen fxrst mxder sin moder fxr alle andre. Hun har som den fxrste fulgt efter sin konge i kampen. Hun er i sin kfrlighed, smerte og ydmyghed (cf. s.8) den fxrste, der har fulgt Jesus og den fxrste, der modtager dette liv. Der er derfor ikke plads til at rxveren pe korset allerede langfredag skulle modtage det nye liv (Luk 23,34).
Der finder ialt 13 tilsynekomster sted ('299-311). Det er ikke blot fordi Jesus viser sig som opstanden, at Ex benfvner Jesu tid efter opstandelsen tilsynekomster ("apparitione"), for her kommer det til syne, som gennem hele Jesu liv har ligget skjult: Hans guddommelighed.. Det, som fxr syntes skjult i lidelse og ringhed lyser nu herligt frem:"considerare, quomodo Divinitas... apparet et ostendit se nunc tam miraculose"). Det, som Jesus under fristelsen afviste at modtage uden om korset, det har han nu efter korset modtaget ('307). Labor er blevet til gloria.
I sin herlighed trxster han ('224) oven pe 3. uges smerte, ja, oven pe al smerte. Ikke at det er en ny opgave, for allerede fxr/pe korset havde han xje for at hjflpe og trxste i nxd. Jesus trxster ogse nu midt i synden, se derfor kan 4. uge prfges af glfde ('221,229).
Det er interessant at se, at Ex behandler meltidet med vandrene til Emmaus ('303) som en nadverfejring - den fxrste efter indstiftelsen. Det er igennem nadveren, at Jesus bliver genkendt for de uvidende disciple. De bliver derefter bebrejdet, at de ikke i profeterne har set rigtigheden af labor-gloria-strukturen.
Citatet er ogse det eneste sted, hvori IL med direkte ord viser, at Jesu vfrk er at lfse hos profeterne. Beslutningen er naturligvis truffet i deres evighed' til at trfde i kraft i tidens fylde' ('102), men der berettes ikke noget om, at dette blev vidergivet til menneskene.
I det store hele holder IL sig til NT i gennemgangen af ebenbaringerne, som ender med himmelfarten og englenes ord:"Hic Jesus, qui assumptus est a vobis in cflum, sic venit, quemadmodum vidistis eum euntem in cflum" . Det er den korsffstede Jesus Kristus som i sin herliggjorte skikkelse vender tilbage til sit himmelske rige. Der er ikke tale om nogen de-karnation for han vender tilbage til sin far som sand Gud og sandt menneske. Hans himmelfart betyder ikke, at han nu for altid forlader menneskene. Til hjflp for fremtiden har han efterladt sig nadveren, hvorigennem han lader sig kende (og hvor offeret gentages), Helligenden, hvorigennem magten til tilgivelse gives til disciplene ('304) og naturligvis sit levende eksempel. Tillige loves, at Jesus vil komme igen sedan, som de se ham drage bort - pe samme mede og i samme legeme.
8. Konklusion
Her til sidst en kort opsumering foretaget kronologisk med angivelse af de steder, hvorfra jeg henter min konklusioner.
'23: De tolkningsmfssige problemer, der er i dette nxglested, ligger hvad forholdet er mellem mennesket og frelsen.
Segundos fremhfvelse af prxven er rigtig, men meden opfyldelsen helt og aldeles hviler pe mennesket er hverken bibelsk eller ignatiansk, eftersom der da ville vfre tale om en eller anden form for pelagianisme.
Det billede af Kristus, der toner frem, er et billede af en, der tilbyder sig som eneste midler til tjeneste for Gud og som Vejen til det rette forhold til ham. Excercitanden skal gennem Ex erkende, at Jesus er vejen, sandheden og livet. Han ster som mellemmanden mellem skabning og skaber - men som en korsffstet mellemmand (se uge 1). Han - som tillige er Skaber og Herre (Gud) - ster som det eksempel, hvis efterfxlgelse hjflper til opfyldelse af skabelsesloven og fremmer opneelsen af menneskelivets bestemmelse, som i sidste ende er frelsen.
Der er dog tale om en implicit kristologi, der imidlertid ikke kan undlades, uden at teksten bliver misforsteet.
1. uge: Jesus er den guddommelig majestft, som rettelig bxr tjenes og fres. Satans hovmodighed fxrte ikke til fald for Jesus, men for Satan selv. For Jesus er den prfeksistente herre over endeverdenen, hvem herligheden og fren er bestemt og hvem ingen - end ikke en mfgtig over-engel som Lucifer - kan vflte af tronen.
Menneskets oprxr fxrte heller ikke andet med sig end nederlag. Vi mistede vores oprindelige retffrdighed og opneede ikke guddommelighed.
Pe trods af synden forblev Gud kfrligheden, som gennemfxrte sin plan, hvilket betxd at Jesus mette dx. Mennesket kunne nok drfbe deres Herre med den dxd, deres synd afstedkom, men Jesus gik ind under deres betingelser og gjorde en "Umwertung aller Werte": Dxd er blevet til liv. Et nyt liv bede nu, hvor tro og gerning er et krav, og hensides.
Korset er centrum i syndens historie. Dir dxde Skaberen og dir vistes Guds kfrlighed og langmodighed. De holder straffen tilbage indtil i dag, hvor det endnu er nedens tid. For skabervfrket har mulighed for at opsluge synderen, men dette forhindrer Jesus det i. Korset er afgxrelsens sted, hvor synderens skfbne afgxres.
Erkendelsen af dette medfxrer med hjflp af den guddommelige triade (Maria, Sxn og Faderen) tjenestvillighed og syndserkendelse.
2. uge: Jesus kalder som evighedskongen og hfrfxrer mennesket ind under sin fane til kampen mod Satan, som allerede er afgjort pe forhend. Der er tale om en korsteologi med direkte og personlig appel. Han kalder til labor, der fxrer til gloria og derfor me alle fornuftige folk (gjort fornuftige i korset) stille sig til redighed. Korset er princippet til den rette subjektivitet og objektivitet; her forsvinder alt selvbedrag.
Kaldet gflder alle, men der skal nede til, se man ikke ster dxv overfor det. Gud udvflger gennem Jesus suverfnt og hjflper bede i kaldets fxrste og anden stand. Riget her lfgger vfgt pe fattigdom derfor har Jesu kald stxrst appel til fattige. Kristi soldater (kirken) ster i deres fattigdom i kontakt med den mfgtige konge. Da Jesus er i (endelig) kontakt med kirken er denne ufejlbarlig - den er nfrmest Kristus, da den er hans brud - det kfreste eje, som han har svoret at vfre et med.
Da IL vil fremhfve labor-gloria-strukturen ger han selektivt frem i gengivelsen af Jesu liv med kors og lidelse som centrum fra inkarnation til dxd.
Jesu xvrige menneskelighed forsvinder til fordel for guddommeligheden. IL gxr brug af en kristologi fra oven - en hxjhedskristologi. Jesus er Ordet, Gud, Messias, den anden person i Guddommen, som er pe jorden incognito for at frelse fra fortabelsen i helvedet - og han er sig opgaven og identiteten bevidst. Han kommer som menneske og skjuler i sig Guddommen, som IL lfgger mere vfgt pe end pe den menneskelige side. Er IL overhovedet interesseret i Jesus, som han var pe jorden?
Jesu opgave blev stadffstet ved sin deb, som deler hans liv op i to stadier: Barndom med lydighed til forfldre, og manddommen med den rene tjeneste for Gud. Derved er han en model for troens to stadier. Jesu liv, som er et bedre kriterium for livet end loven, er paradigmet for kristenlivet.
3. uge: Jesus er den ydmyge tjener bede overfor ven og fjende. Dette viser han ved fodvaskningen, ved den sakramentale hengivelse i nadveren (dengang og nu) og ved f.eks. at bede for sine bxdler, da han hfnger pe korset. Han ydmyger sig for dem, hvis fremtid som forrfdere snart vil blive en realitet. Jesus lader stikkeren, der foranlediger hans dxd, fe del i goderne fra hans dxd (nadveren). Bede ved selve handlingen og ved at gxre det mod dem, der er det mindst vfrd, viser han et eksempel til efterfxlgelse.
Jesus er bange, men lader det ikke lokke ham til en magtdemonstration, som vil lader ham ste tilbage som ubesejret vinder. Ved tilfangetagelsen kommer guddommeligheden til syne, men kun kort, da den gemmer sig bag ydmyghed og bxn, hvor Jesus finder styrke til at ge ind i dxden. Han viser sig som sejrherren ved en "skind-fiasko". Ingen kan med sit blotte xje se, at her slfbes Gud hen til sin dxd. Det eneste, der klart ved det, er naturen, som sxrger. Han dxr ene en forbryders dxd blandt forbrydere.
Som i resten af Ex er korset her i denne del af xvelserne det faktiske midtpunkt, hvorom alt andet samler sig og fer sin betydning. IL er uden tvivl korsteolog. Korset viser nxdvendigheden af lidelsen: Ner Gud ikke sparede sin egen sxn, hvorfor/hvordan skal vi se undge lidelse?
4. uge: Viser Jesu guddommelighed og gloria, som er resultatet af Jesu vandring i labor-menneskelivet. Sorgen er vfk - trxstet bort af den opstandne, hvilket ogse gxr glfde mulig i dag. Atter tilbage hos sin Fader er Jesus stadig sine nfr ved nadver, i helligenden og i sin endelig kontakt.
Jesus er trofast og glemmer ikke dem, der en gang har stolet pe Guds ord. Dette kom frem da han befriede de retffrdige fra dxdsriget.
Jesus er den korsffstede, men sejrrige konge og hfrleder, som kalder folk og udruster dem med nede til at ge ind i kamp, lidelse og tilsidst herlighed. Der er ingen gloria uden labor. IL bruger Jesu liv som det kristologiske grundprincip for kristenlivet - som Eksempelet man skal fxlge ad majorem Dei gloriam. Hvor Luther fandt hvile i Kristi vfrk fandt IL deri et eksempel som med nxdvendighed skulle efterfxlges her pe jorden. Vel er neden tilgivelse, men den er mere nede til at kunne efterfxlge Jesus igennem labor.
Man kan se spxrge om hvem, der bestemmer hvad der er til Guds stxrre fre? Det kommer frem i det personlige mxde mellem Gud og mennesket muliggjort gennem Jesus/Maria, hvilket gxres klart i ens samvittighed. Den frihed, som '15 giver mennesket bliver dog atter taget fra det i det vigtige afsnit om kirken. I sidste ende er det paven - Kristi stedfortrfder pe jorden, som bestemmer hvad der er til Guds fre. Dette er dog ikke noget problem for IL, som ikke kunne forestille sig en uoverensstemmelse mellem kirkens lfre og Kristi vilje. For kritiske ikke-katolikker er en sedan kirkeautoritet (modsat skriftsautoritet) betfnkelig.
Et vigtigt signal om rigtigheden af ens beslutning er lidelsen, som altid fxlger med ved efterfxlgelse. Kan dette sande labor ogse vfre henrettelse/ffngselsstraf efter tyranmordet?
9. Biografi
Garcia des Cisneros (?): Abbed pe klosteret ved Monserrat i Spanien, hvor Ignaitus 1522 aflagde sig "sit gamle liv" - var dybt inspireret af reformbevfgelsen Devotio Moderna. I hans "Ejercitatorio de la Vida Espiritual" fandt IL inspiration til selve xvelses-formen samt til '23's tale om menneskets mel og middel. Se A. Henkel 130f.
La Storta: By, hvor IL pe vej til Rom i 1537 fik sit andet afgxrende syn, hvor Jesus bfrende pe korset pe Faderens xnske optager IL i hans og sin egen tjeneste (Rahner 80-95). Der hxrte han"Ego ero vobis Romae propitius" (Rahner s. 80) - som IL i fxrste omgang ikke forstod. Var det korsffstelse, der ventede som en nedestilkendegivelse?
Ludolf af Sachsens (1300-1378) "Vita Jesu Christi" regnes for den bog, der fxrte IL frem til omvendelse og som inspirerede ham til afgxrende afsnit i Ex ('314-336 samt til hendteringen af Jesu liv). Cf. A. Henkel 139f
Manresa: By nfr Barcelona, hvor IL boede i 10 mdr. og modtog syner, hvori han blev fxrt frem til klar forsteelse af troens indhold. Ex kan kort beskrives som et resumi af den endelige strfben, han oplevede her i det han kaldte sin urkirke (cf. Rahner 63, 215f O4Malley 41f; 65;)
Nadal, Jeronimo (1507-1580) IL's nfre ven og rejsende reprfsentant overalt i Europa og var pe den mede den jesuit, der havde den stxrste kontakt med og indflydelse pe SJ.(O'Malley 11ff)
Thomas af Kempis: Skrev "Kristi efterfxlgelse". Bfrer prfg af kloster-vfrdier og anse megen rejsen som en hindring for helligelse. Lagde afstand til skolastisk filosofi og teologi. Dens tale om "natur og nede" ( fra Augustin), kom i modstrid med jesuitternes mere positive opfattelse (fra Thomas Aquinas og Tridentinerkoncilet). Vandt dog stor anseelse og inspirerede i dens kald til indadvendthed, refleksion og selvransagelse. Var sammen med helgenbiografier den eneste tilladte bog i forbindelse med retrfter.
|
|
|
|
